|
|
Fra den 21. til den 27. april var vi sammen med Linnea og Frans på en helt vidunderlig og oplevelsesrig ferie i Grønland. 3 dages sejltur og 3 dages besøg hos Arne, snescooter, hundeslæde og rigtigt mange oplevelser rigere. Du kan læse vores dagbog her nedenfor og Frans' version ved at klikke her. Billederne har vi delt op i 2 dele, sejlturen som du finder her og opholdet hos Arne som du finder her eller ved at klikke på linkene øverst på siden. 21. april Vi mødtes med Linnea og Frans i lufthavnen kl. 9.00. Og efter Check in var der lige tid til lidt ekstra morgenmad, før vi kl. 11.00 satte kursen nordover. Vi landede i Narsarsuaq kl. 11.40 lokal tid (tidsforskellen er 4 timer). Kl. 13.55 var der så afgang med helikopter til Qaqortoq (Julianehåb). En spændende flyvetur med en flot udsigt til de sneklædte fjelde. Sømandshjemmets pickup hentede os ved landingspladsen. Men vi valgte dog at gå op igennem byen, efter at have lagt vores bagage op på ladet. Senere på dagen deltog vi i en guidet rundtur i byen, inden vi spiste middag på det lokale hotel. Hvorefter Frans og Bruno begav sig ud i byen i hver sin retning for at nyde den smukke natur, imens Linnea og Inger krøb til køjs på sømandshjemmet efter en begivenhedsrig dag der var blevet 4 timer længere end normalt. 22. april Efter morgenmaden delte vi os op i et ungt og et lidt ældre par ;-) Hvorefter vi igen begav os ud på en rundtur i Julianehåb. De unge købte desuden lidt ind af vin, peanuts og flæskesvær til sejlturen. Kl. 10.30 Tjekkede vi ind på Sarpik Itukk, hvor vi straks fik tildelt vores 2 mandskahytter med eget bad. Og efter at bagagen var vel anbragt, mødtes vi på dækket for at betragte folkelivet på havnekajen, indtil vi kl. 11.00 lagde fra land. Eftermiddagen blev tilbragt på øverste passagerdæk i strålende sol, imens vi nød synet af de flydende isbjerge og den smukke kyst. Båden anløb den første dag kort Narsaq og Arsuk. Ved middagen i cafeteriet om aftenen kunne vi uden problemer nyde et par af de flasker vin, der tidligere på dagen var blevet indkøbt i Qaqortoq. 23. april En lidt grå dag hvor vi tilbragte en stor del af tiden indendørs. Og kun vovede os ud i korte sekvenser iført "polarudstyr". Men også en afslappende dag hvor vi fik gang i de medbragte bøger, og desuden havde held til at se nogle marsvin bolte sig i det kolde vand. Vi anløb kort Paamiut (Frederikshåb) tidligt om morgenen. Og Qeqertarsuatsiatt (Fiskenæsset) først på eftermiddagen. Men kl 21.30 blev det igen tid til at sætte foden på landjorden, idet kystskibet havde et 2 timers ophold Nuuk (Godthåb). En by der næsten ligner et "mini Ishøj" med et væld af boligkarreer. 24. april Sidste dag på Sarpik Itukk, der tidligt om morgenen anløb Maniitsoq (Sukkertoppen). Vi blev dog liggende i vores køjer, idet et kig ud bag gardinet, igen viste en grå himmel. Men senere på formiddagen trodsede vi kulden, og indfandt os på øverste passagerdæk for at nyde sejladsen igennem Hamborger Sund, med dets højre forrevne fjelde. Ved frokosttid gjorde vi ophold ud for Kangaamiut (Gl. Sukkertoppen), hvor kranen på toppen af kystskibet behændigt satte en mindre båd i vandet ved skibssiden, inden postpakker og nogle få passager blev sejlet ind til den lille by, hvor havnen ikke har kapacitet til at kystskibet kan gå helt ind til kajen. Da vi igen var ude på åbent hav, blev vi via skibets højtalere gjort opmærksom på nogle hvaler der boltrede sig et stykke fra båden. Kl. 18.30 Anløb vi Sisimiut (Holsteinsborg) hvor ventende bilister holdt parat til at tage imod deres passagerer. Og midt i vrimlen fik vi da også hurtigt øje på Arne, der stod ved siden af en hvid Toyota. Vel nede i myldret på kajen krammede vi goddag, inden bagagen blev læsset op på ladet, og vi alle 5 entrede Hilux'en, der snart efter havde bragt os op til Sømandshjemmet hvor Linnea og Frans skulle bo i de følgende dage. Derefter gik turen videre op af bakken til Arnes residens, hvor Bruno og Inger indlogerede sig i gæsteværelset. Vi var alle sultne og efter et glas vin i Arnes hyggelige stue forsatte vi til byens hotel, hvor vi indimellem en masse snak indtog en skøn middag, der blev afsluttet med Grønlandsk kaffe. Der nok var hovedårsagen til at vi lod bilen stå, og spadserede de få meter hjem til Arne. Vi var alle trætte, og Linnea og Frans begav sig snart efter ned af bakken til deres overnatningssted. 25. april Vi mødtes alle 5 til morgenmad på Sømandshjemmet. Hvorefter Arne, Inger og Bruno gik til søndagsgudstjeneste i den lokale kirke. - En spændende oplevelse, selvom vi ikke forstod hvad den grønlandske præst sagde. Efter kirketid hentede vi Linnea og Frans ud fra et spændende informationsmøde med en guide der tydeligvis kunne sin Grønlandshistorie. Hvorefter Arne kørte os lidt rundt i byen og landskabet, indtil det blev tid til at indtage dagens frokost på Sømandshjemmet. Eftermiddag var sat af til en tur på snescooter, idet Arnes kollega Lars og hans grønlandske kone havde været så venlige at stille sig til rådighed med den oplevelse. Først blev Linnea og Frans kørt ud i fjeldet som bagsædepassagerer på hver sin scooter. Og derefter kom turen så til Inger og Bruno. Ingers kvindelige chauffør kørte godt til hen over et noget bumpet terræn, imens bagsædepassageren klamrede sig fast til et par stålbøjler bag hende J Men alt gik fint, og efter 10 minutters kørsel nåede vi velbeholdne ud til de unge, der sad på en klippe og nød det storslåede snelandskab. - Lettere presset måtte Linnea indrømme, at hun også havde været en smule bange for at falde af scooteren. Men efter den første smøg fik Frans og Bruno mulighed for selv at køre snescooter. Noget som de begge fandt så morsomt at de næsten ikke var til at stoppe igen. Så det trak noget ud før vi alle igen var tilbage hos Arne, hvor vi sluttede arrangementet af med øl, vin og en hyggesnak med vores friske chauffører. Søndagens aftensmåltid bestod af en mange retters menu, i en smuk kinesisk restaurant på havnen, hvor de på meget kreativ vis havde forstået at integrere de Grønlandske råvarer i de asiatiske madtraditoner. 26. april Mandag og dermed hverdag for Arne, der forlod huset længe før vi andre vågnede. Og vi gik derfor selv ned til Sømandshjemmet hvor vi skulle spise morgenmad med Linnea og Frans. Arne fandt dog også tid til at drikke en kop kaffe med os, inden vi begav os ud i det smukke solskin. Frans gik solo med sit kamera, imens vi 3 andre valgte at udforske havnen lidt. Her besøgte kvinderne et kunsthåndværker værksted, imens Bruno hyggede sig udenfor. Og da vi lidt senere havde besteget nogle fjelde i byens udkant, ringede Laura og fortalte lidt om sit første lægebesøg som vordende mor. Efter frokost besøgte vi en skindbutik, hvor Linnea fik taget mål til en sælskindsjakke, og Inger købte et par små sælskindssko til LaUrichs kommende baby. Hvorefter vi besøgte Brættet for at købe hvalbøffer og spæk til aftensmaden. Derefter blev der hvilet og tjekket email på Arnes privat PC, inden vi sidst på eftermiddagen gik over vejen, for at mødes med vores hundeslædefører. - En af byens danske elektrikere der har boet i Sisimiut i en del år, og som igennem tiden har samlet sig hele 19 hunde og 2 slæder. Bruno valgte at lade sig transportere på den mindste slæde med 5 hunde for. Den blev kørt af Stefan Hammers 12 årige søn Mathias, og de hyggede sig vældigt godt sammen. Inger, Linnea og Frans var passager på en stor slæde med 10 hunde, hvor Stefan var en dreven kusk, der skiftede imellem at løbe ved siden af, og at sidde forrest med sin lange pisk og sine mange tilråb til hundene. Det blev en uforglemmelig 3 timers tur, der gik ud igennem et tilfrosset vådområde, der var omkranset af sneklædte fjelde der lyste os i møde, i den sene eftermiddagssol. En natur der var så gennemtrængende smuk, at det næsten forekom os uvirkeligt. Og vores arrangør valgte da også at servere den medbragte kaffe på et plateau, hvorfra der var en pragtfuld udsigt til byen og havet i det fjerne. Da vi endelig lidt i 9 om aftenen var tilbage hos Arne, var vi alle 4 mere eller mindre høje af vores oplevelse. Men vi kastede os alligevel straks ud i, at tilberede Hvalbøffer, Matak og diverse tilbehør, imens vi behørigt skålede i den indkøbte Chablis. Det blev en meget, meget hyggelig sidste middag med Arne i denne omgang. Og klokken blev noget over midnat før vi endelig krøb til køjs, med sindet summende af gode oplevelser. 27. april Tidligt op, for at pakke sammen. Og for at være parat til at hente de unge for indtjekning af vores bagage i lufthavnen i Sisimut, før det blev tid til at nyde en sidste afslappet morgenmad med bacon og æg på Sømandshjemmet. Hvorefter vi igen blev kørt til lufthavnen, og tiden dermed var inde til at tage afsked med Arne, selvom Linnea gerne var blevet i Grønland et par dage mere! Kort efter sad vi i et mindre indenrigsfly, der i løbet af en ½ time bragte os ind til Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord). Hvorfra ruteflyet kl. 11.10 påbegyndte sin flyvning sydpå mod København. - Vi nåede lige at få et glimt af indlandsisen, før skyerne lukkede sig under os. Alt i alt en uforglemmelige rejse, med et væld af fantastiske naturoplevelser. Op |
Denne side sidst opdateret:
2020-02-16 09:30 |